Samarbejde med familien
Børn på Ternebo medbringer ofte en erfaring med, at man ikke kan stole på de voksne. Det er derfor vigtigt for Ternebo at have et tæt samarbejde med familien, hvad enten barnet bor hos sin biologiske familie eller i en plejefamilie.
Det er vores erfaring, at den tætte kontakt er en forudsætning for, at barnet kan være tryg i, at de voksne omkring det, er afstemte. For Ternebo er det vigtigt, at barnet ikke oplever en loyalitetskonflikt imellem aflastningen og familien. Det forebygger vi blandt andet gennem en kontaktvoksen, der tilknyttes barnet og familien. Der er telefonisk kontakt med familien inden en aflastningsperiode begynder og en opfølgende samtale efter. Her orienterer vi om ugen, der er gået, rydder misforståelser af vejen og sikrer, at indsatsen omkring barnet er afstemt.
Vi ser familien som vores primære samarbejdspartner for at sikre barnet en tryg og så god udvikling som muligt i aflastningsperioden.