Dagen på Ternebo
Ternebo har åbent – både i hverdage og weekender. Hverdage er fra søndag eftermiddag til fredag eftermiddag. Weekendaflastning er fra fredag til søndag eller mandag efter aftale.
En dag på Ternebo tager udgangspunkt i tryghed, forudsigelighed og struktur. Det kræver tydelige voksne med en stærk indre ro og et højt fagligt selvværd.
I hverdagene kommer børnene typisk til Ternebo ud på eftermiddagen efter deres skoletilbud. Vi mødes i køkkenet til lidt te og knækbrød eller frugt. Det er her vi aftaler, hvad tid der er lektiecafé, og hvilke muligheder der er for aktiviteter. Det er meget individuelt, hvor meget støtte det enkelte barn har brug for til for eksempel tandbørstning, badning m.m. og derfor vil der også være forskelle i, hvordan hverdagen struktureres fra barn til barn. Men alle mødes dog til aftenspisning. Barnet vækkes i god tid om morgenen og efter morgenmad hjælper de voksne barnet med at blive klar til sit skoletilbud.
Weekenden begynder, når alle er kommet frem typisk imellem kl. 13.30 – 14.00. Børn og voksne planlægger dér sammen weekenden. Vi taler her om mulige legeaftaler, fødselsdage, sport og aktiviteter for børnene.
Der er mulighed for at være en del af alle de huslige aktiviteter så som at handle ind, bage, dække bord, ordne have eller hjælpe med dyrene. Vi arbejder på, at der er en ’ud-af-huset-aktivitet’ i hver weekend. Derudover er weekenden det tidspunkt, hvor der skabes tryghed, socialt samvær og mest af alt tid til at få vendt nogle af de ting, man måske går og tumler med.
Vi spiser alle måltider sammen og sengetider er aftalte med det enkelte barn ud fra alder og udviklingshensyn. Nogle skal hjem allerede søndag, så vi bruger søndag eftermiddag på at afrunde weekenden sammen og taler om ønsker til næste weekend.