Traditioner

Ternebo’s traditioner
På Ternebo har vi flere traditioner. Formålet er at skabe nogle fælles begivenheder, hen over året, hvor medarbejdere, børn og forældre er sammen. Nøgleordet er glæde.

Februar
Den årlige skitur finder sted i uge 7. Skituren går til Sverige og er både for begyndere og erfarne skiløbere.

I februar er det fastelavn og vi klæder os ud (hvis man vil) og slår katten af tønden, spiser fastelavnsboller og drikker kakao.

Marts/april
I påsken maler vi påskeæg med æg fra gårdens høns og en af påskedagene holder vi en dejlig påskefrokost.

Juni
I juni holder vi en sommerfest, hvor forældre og børn inviteres til en grilldag. Vi hygger i den fantastiske have og hører om sommerturene samt ser billeder fra årets gang.

Oktober/november
Den 31. oktober er det Halloween – også på Ternebo. I løbet af dagen pynter vi op og sidst på eftermiddagen mødes forældre, børn og personale. Vi skærer græskarlamper, spiser græskarsuppe og ’uhyggelige’ snacks. Til sidst efter en dejlig aften, putter vi gårdens dyr godnat for dem, der vil.

December 
I december laver vi julepynt og julebager og vi holder julefest, hvor vi julehygger og danser om juletræet udenfor.

Fødselsdage
Når et barn har fødselsdag, fejrer vi det på Ternebo. Barnet vækkes med sang og til et morgenbord med lidt ekstra godt. Barnet vælger sammen med de voksne, hvilke kager, der skal bages i dagens anledning, og man kan være med til at bage og pynte kagerne. Vi dækker op i spisestuen til alle på Ternebo, og der serveres kage og kakao. Før spisningen synges fælles fødselsdagssang og aftensmaden gøres til et festmåltid i dagens anledning.